Min datter på 19 hedder Emma, og hun læser på universitetet i Aarhus.Hun kommer sjældent hjem. Ikke fordi hun ikke vil. Fordi toget koster 600 kroner tur-retur, og hun lever på en SU, der knap nok rækker til havregryn og husleje. Jeg sender penge, når jeg kan. Det er ikke så tit.I december ringede hun og sagde, at hun ikke kunne komme hjem til jul.Jeg spurgte hvorfor. Hun sagde: Jeg har ikke råd til toget, mor. Jeg sagde: Jeg sender dig pengene. Hun sagde: Du har heller ikke råd.Hun havde ret.Jeg arbejder på et plejehjem i Glostrup. Min bil er fra 2005, og fyret i kælderen trænger til at blive skiftet. Jeg havde 800 kroner på min konto den 1. december. Det skulle dække mad, gaver og en juleand.Det kunne ikke lade sig gøre.Jeg gik i Netto og købte en pose ris og to dåser hakkede tomater. Det var aftensmad i en uge. Jeg stillede krybbe op i stuen og lod være med at tænde juletræet. Der var alligevel ingen, der skulle se det.Emma sagde, at hun ville fejre jul med nogle veninder i Aarhus. De skulle lave gløgg og se disney-film. Hun lød glad på telefonen. For glad. Jeg vidste, hun lod være med at sige, at hun hellere ville hjem.Jeg lagde telefonen fra mig og græd i køkkenet.Min kollega Birthe så det dagen efter. Vi sad i frokoststuen med hver vores madpakke. Hun sagde: Hvad er der galt? Jeg sagde: Min datter kommer ikke hjem til jul. Hun sagde: Hvorfor ikke? Jeg sagde: Fordi jeg ikke har råd til at sende hende pengene.Birthe kiggede på mig. Så sagde hun: Har du prøvet spil uden rofus? Min søn vandt 2.500 i sidste uge.Jeg sagde: Det er noget med casino, ikke?Hun sagde: Ja, men uden registrering. Uden besvær.Jeg sagde: Det er ikke noget for mig.Hun trak på skuldrene. Sagde: Det var bare en tanke.Den aften sad jeg i min tomme stue med computeren på skødet. Juletræet stod mørkt i hjørnet. Jeg tænkte på Emma. På alle de juleaftener, vi havde haft, dengang hendes far stadig var her. På risalamanden, hun altid snød med mandlen. På hendes smil, når hun pakkede gaver op.Jeg åbnede browseren.Spil uden rofus. Siden var rød og grøn med julestjerner og hjerter. Der var en nisse med en sæk på ryggen. Jeg satte 200 ind. Det var dét, jeg havde brugt på en pose ris og to dåser tomater.Jeg valgte et spil med julegaver. Det hed Santa's Fortune. Der var gaver under et træ, en slæde, en ren med rød næse. Jeg trykkede på spin. Nissen vinkede. Hjulene drejede. Gaverne åbnede sig.Jeg vandt 400. Tabte 100. Vandt 800. Tabte 200.Klokken 22:17 vandt jeg 3.600 kroner.Jeg stirrede på skærmen. Nissen tippede sin hue. 3.600 kroner. Det var toget til Emma. Det var en juleand. Det var gaver under træet.Jeg hævede pengene med rystende hænder.Næste morgen ringede jeg til Emma. Jeg sagde: Jeg sender dig penge til toget. Hun sagde: Mor, du har ikke råd. Jeg sagde: Jo, nu har jeg. Hun sagde: Hvor har du fået dem? Jeg sagde: Spil uden rofus.Hun var stille et øjeblik. Så sagde hun: Mor, spiller du?Jeg sagde: Kun den ene gang.Hun sagde: Vandt du?Jeg sagde: Ja. 3.600 kroner.Hun lo. Sagde: Det er sindssygt. Jeg sagde: Ja. Hun sagde: Jeg kommer hjem på fredag.Jeg kørte i Netto og købte en and. Den kostede 400 kroner. Jeg købte brunede kartofler, rødkål, risalamande og en pose mandler. Jeg købte en lille gave til Emma. En blød sweater i lyserød, fordi hun havde nævnt, at hendes gamle var gået i stykker.Jeg tændte juletræet.Emma kom hjem fredag aften. Hun stod i døren med sin taske og sin store, grå frakke. Hun så på træet. På anden i ovnen. På mig. Hun sagde: Mor, du har gjort det helt vildt.Jeg sagde: Det var da det mindste.Hun krammede mig i lang tid.Juleaften spiste vi and og risalamande. Emma fik mandlen. Hun grinede, da hun viste mig den. Jeg gav hende sweateren. Hun tog den på med det samme. Den passede perfekt.Vi så disney-film til klokken to om natten.Dagen efter kørte jeg hende til stationen. Hun skulle tilbage til Aarhus. Hun stod på perronen med sin taske og sin nye sweater. Hun sagde: Mor, det var den bedste jul nogensinde.Jeg sagde: Ja.Toget kom. Hun vinkede fra vinduet. Jeg vinkede tilbage.Jeg har ikke spillet siden den aften.Ikke fordi jeg har forbudt mig selv. Bare fordi jeg fik det, jeg skulle have. En datter hjemme til jul. En and i ovnen. Et juletræ der lyste.Nogle gange tænker jeg på nissen med sækken. På renen med rød næse. Jeg aner stadig ikke, hvordan spillet fungerede. Jeg trykkede bare på spin, indtil det gav mening.Det gjorde det til sidst.Emma ringer hver søndag nu. Hun fortæller om sine studier og sin veninde, der har fået en kat. Jeg fortæller om beboerne på plejehjemmet og om fyret i kælderen, der stadig ikke er skiftet.Hun spurgte i går, om jeg ville komme på besøg i Aarhus til foråret.Jeg sagde ja.